Pasta

Pasta 

Pasta er både billig og nyttig mad. Der findes en mængde forskellige slags at vælge imellem, og de kan varieres i en uendelighed med forskellige sovse.

 

Pasta

 

Capellini, vermiceller og spaghetti

Spaghetti er kun en af flere forskellige slags lange, tynd pasta. Andre slags er capellini og de ekstra tynde vermiceller. Spaghetti med kødsovs er en klassiker, men ellers kan den sagtens serveres med f.eks. en tomatsovs eller blot olivenolie og friske krydderurter og parmesanost.

 

Pasta

 

Fettuccine, tagliatelle

Fettuccine og tagliatelle bliver i daglig tale kaldt for »båndspaghetti«.

De bliver ofte tørret i små nøgler og kan være tilsat spinat. Server dem sammen med en kraftig, godt krydret sovs enten med kød som sauce bolognese eller med en cremet ostesovs.

 

Pasta

 

Lasagne og cannelloni

Lasagne er pastaplader, der lægges lagvis i et fad med kødsovs og bechamelsovs og gratineres. I stedet for kødsovs kan anvendes spinat og hytteost. Cannelloni er pastarør, der fyldes med f.eks. kødsovs, dækkes med sovs og gratineres. Ofte er denne form for pasta forkogt og kan anvendes, som den er.

 

Pasta

 

Penne og fusilli

Penne er de lidt store, rørformede makaroni, mens fusilli er de spiralformede (også kaldt skruer). Penne og fusilli serveres med en kraftig sovs enten med kød eller grønsager eller med en oste/fløde­sovs. Fusilli passer godt i kolde pastasalater.

 

Pasta

 

Farfalle, conchiglie og gnocchi

Farfalle, pasta i sommerfuglefacon og conchiglie, som er snegleformede, passer også fint i kolde pastasalater. Kan selvfølgelig også serveres som al anden pasta med forskellige sovse med kød, fisk, skaldyr og/eller grønsager.

 

Pasta

 

Ravioli og tortellini

Ravioli og tortellini er navne på pasta med fyld i. Dem, man kan købe i forretningerne, er som regel fyldt med kød eller ost og krydderurter. Laver du dem selv, kan du selvfølgelig fylde dem med andre, spændende ting. De kan serveres med en tomatsovs eller en cremet ostesovs.

 

Pasta

 

Italiensk pasta

Pasta er tæt forbundet med det italienske køkken, selv om pasta oprindeligt kommer fra Asien. I Italien serveres pastaen med en sovs som en lille ret før den egentlige hovedret.

Fast tilbehør til pasta er nyreven parmesanost. Pasta er både sund og billig mad. Den indeholder mange kulhydrater, hvoraf en del er ren protein.

 

Frisk pasta

Pasta består af en dej tilberedt af mel og vand. Oftest anvendes en hvedesort, som kaldes durumhvede. Man kan også tilsætte æg til pastadejen, så får man det, der kaldes ægnudler. Dejen kan også smages til eller farves med forskellige råvarer som f.eks. spinat, tomat, gulerødder, rødbeder og karry. Dejen arbejdes smidig og rulles tyndt ud eller køres igennem en pastamaskine. Herefter kan man forme de forskellige pastaformer.

 

Tørret pasta

Tørret pasta skal helst være fremstillet af durumhvede ellers bliver den klæbrig, når den koges. God pasta øger ved kogning til omkring 3 gange sin oprindelige størrelse. 60 g tørret pasta svarer til omkring 150 g kogt.

 

Opbevaring af pasta Hjemmelavet pasta kan opbevares i køleskab i 24 timer eller fryses ned. Den er selvfølgelig bedst, når den er helt nylavet. Tørret pasta skal opbevares tørt og kan da beholde smagen i op til 2 år.

 

Kogning af pasta

Det er vigtigt at koge pastaen i rigeligt vand og ikke at koge den for længe. Frisk pasta indeholder dog mere vand end tørret og behøver derfor ikke så meget vand.

 

• Lad vandet koge op og tilsæt salt, ca 1 spsk pr 3 liter vand.

• Læg pastaen i og rør rundt så den ikke klæber sammen.

• Læg låget på så pastaen hurtigt kommer i kog igen, og fjern derefter låget. Tilpas varmen så vandet hele tiden holder sig kogende.

• Prøvesmag pastaen for at se om den er klar. På italiensk facon skal den være »al dente«, hvilket vil sige, at den skal være lidt fast, og der skal være lidt tyggemodstand.

• Kom pastaen i et dørslag, så vandet kan løbe fra. Bland den straks med sovsen så den ikke klæber sammen.

 


 

Ingen smileys endnu

Opdateret: 15/09/2026

An unhandled error has occurred. Reload 🗙