Man skelner mellem runde fisk, f.eks. torsk og flade fisk, f.eks. rødspætter. Det er ikke så vanskeligt selv at rense og filetere fisk, som mange tror, følg bare vores anvisninger.
SÅDAN RENSER DU RUNDE FISK
Skrab skællene af fisken, fra halen mod hovedet. Klip alle finnerne af, undtagen halefinnen.
Læg fisken på ryggen og klip eller skær den op, fra halen og mod hovedet.
Tag indvoldene ud.
Pas på ikke at skade galdeblæren, da fisken ellers kan blive gul og få en bismag.
Hvis hovedet skal blive på fisken, så skal gællerne fjernes.
Tag et fast greb om dem med lidt køkkenrulle og ryk dem løs.
Skrab fiskens nyrer bort (ligner størknet blod langs rygraden).
Skyl fisken grundigt og skær hovedet af, hvis det ikke skal blive på.
SÅDAN FILETERER DU RUNDE FISK
Skær med en skarp kniv langs med rygbenet, fra hovedet ned mod halen.
Skær så fileten bliver hel.
Vend fisken og skær på samme måde fileten af på den anden side.
Fjern eventuelle små sideben. Det kan gøres let med en pincet.
Flå eventuelt fileterne.
Læg dem med skindsiden nedad og skær fileten løs fra skindet.
Sådan renser du flade fisk:
Skrab fisken mod skællene med en kniv.
Har den tykt skind flås den (se nedenfor).
Klip finnerne væk - dog ikke halefinnen.
Skær hovedet af og fjern omhyggeligt indvoldene.
Skyl fisken grundigt og tør den med lidt køkkenrulle.
Sådan fileterer du flade fisk:
Læg fisken med den mørke side opad.
Skær med en skarp kniv et snit ned langs rygbenet.
Skær fileterne løs fra rygbenet ved at skære fra hovedet og ud mod siderne.
Vend fisken og skær fileterne løs fra undersiden af fisken.
Læg fileterne med skindsiden nedad og skær fileterne løs fra skindet.
Sådan flår du flade fisk:
Begynd fra halen med at rulle den nederste bid af skindet op på en skarp kniv.
Rul kniven op mod hovedet så skindet ruller sig rundt om kniven.
Opdateret: 16/09/2026