
Ved særlige festlige lejligheder kan man byde på stegt kalvefilet garneret med hummer i skiver samt asparges. Det er en klassisk ret, der er let at lave, og som har fået sit navn efter kong Oscar 11.
Tilberedning: 40 min
# Ingredienser
til 4 portioner:
4 skiver kalvefilet a 100-125 g, ca. 1½ cm tykke
smør eller margarine til stegning
½-1 tsk salt
½-1 tsk hvid peber
Garnering:
4 stk. asparges med hoved, gerne grønne
4 hummerhaler eller frisk hummer
2 spsk bearnaisesovs
Serveringsforslag:
Kartofler, fx pommes frites eller bagte kartofler, bearnaisesovs og haricots verts.

* Tilberedning
Afpuds kalvekødet og bank det ud med hånden, så det får en jævn og pæn overflade.
Brun smørret i en stegepande, læg kødet i og steg det ca. 2 min på hver side til det har fået farve.
Kødet bør være lidt rosa inden i.
Krydr kødet med salt og peber.
Varm aspargesstilkene i lidt aspargesvæde i en kasserolle.
Hav bearnaisesovsen klar. Læg kødet på nogle varme tallerkner.
Læg de afdryppede asparges og en bid hummer eller en hummerhale på hvert stykke kød.
Kom en skefuld bearnaisesovs øverst.
TIPS
Smager du bearnaisesovsen til med 1-2 spsk tomatpuré får du en Choronsovs.
Den passer lige så godt til som bearnaisesovsen.
Man kan bruge krabbekød eller krebsehaler i stedet for hummer.
Opdateret: 11/05/2026