Icebergsalat har længe været næsten enehersker i salatskålen, men nye sorter er dukket op og udvalget er efterhånden stort blandt de grønne, nogle gange røde, sprøde blade med alt fra mild til bitter smag.
Hovedsalat
Hovedsalaten er den mest almindelige og oftest billigste salat. De yderste mørkegrønne blade smager af mest, mens de inderste lyse er de sprødeste. Salaten er sart og bør opbevares luftigt. Skyl den i koldt vand, lad den dryppe godt af og tør den forsigtigt i et viskestykke, inden du anvender den.
Icebergsalat
Icebergsalat har ikke så megen smag, men den har til gengæld en dejlig sprød konsistens. Salaten indeholder meget vand, hvilket gør den mindre sart end hovedsalat.
Den kan holde sig i køleskabet i 1 uge, mens hovedsalaten blot kan holde sig et par dage. Salaten opbevares bedst i en plastpose.
Frisésalat
Frisésalat har smalle og meget krusede blade. Den har en svag bitter smag og passer derfor bedst, hvis den blandes med andre og mere milde salatsorter. Frisésalaten er i slægt med endiviesalaten (julesalat). Den dyrkes herhjemme og kan købes i butikkerne fra slutningen af maj til midten af november.
Endiviesalat
Endivien er en lysegrøn, næsten hvid vintersalat, der dyrkes i mørke. Den er saftig med en udpræget bitter smag. Den spises rå, enten alene eller blandet med andre typer salat. Den kan braiseres eller koges og derefter gratineres. Inden salaten anvendes, skal den skylles og stokken skal fjernes.
Lollo rosso
Lollo rosso er en ny salatsort. Den har krusede, rødgrønne blade og en kraftig smag. Ligesom hovedsalaten må den ikke tørre ud og holder sig kun et par dage i køleskabet. Lollo rosso ser flot ud i salatskålen, da den både er dekorativ, har smag og er dejlig sprød.
Kinakål
Kinakål er egentlig en slags kål, som navner antyder, men den bruges meget i salater. Den er billig, meget holdbar og er til at købe overalt. Den smager ikke af så meget, men er saftig og kan anvendes til at drøje på salater til mange mennesker. Den spises rå, men kan også braiseres, koges eller stuves som hvidkål.
Rosésalat
Rosésalaten, på italiensk radicchio, vokser i små knudrede hoveder. Bladene er rødlilla med hvide årer, og smagen er bitter. I kraft af sin farve og smag passer den udmærket til at blande sammen med andre salater. Bladene former sig naturligt som små skåle og kan f.eks. fyldes med dipsovs og anvendes som pynt.
Marksalat / feldsalat
Marksalat adskiller sig fra de andre både i form og smag. Den har blade, der nærmest er formet
som en ske. De sidder løst ved siden af hinanden, og smagen er mild - bladene næsten smelter på tungen. Du kan servere salaten med en god dressing eller anvende den som pynt.
Spinat
Friske, hele spinatblade passer udmærket til en grøn salat. Bladene har en kraftig smag og giver en vis tyggemostand. Spinat er meget sundt, det indeholder de nyttige A- og C-vitaminer samt jern.
Spinat kan enten stuves eller blancheres eller bruges i en salat med æg og bacon eller stegt kyllingelever.
Opdateret: 15/09/2026