Fisk

 

Fisk er et af vores vigtigste levnedsmidler, og danner grunden i både hverdagsmad og festretter. Desuden er de forskellige slags fisk sunde og gode og dejligt nemme at arbejde med i køkkenet.

 

Fisk

 

Fladfisk

Alle fladfisk, undtagen helleflynderen, er magre fisk. Til denne gruppe hører blandt andet rødspætte, skrubbe, rødtunge, slethvar og pighvar. Den fineste fladfisk er rødtungen, der er den dyreste, fordi den er så sjælden. De fleste fladfisk er udmærkede portionsfisk, kogt, stegt eller gratineret.

 

Fisk

 

Laksefisk

Laksefiskene regnes til delikatessefiskene og egner sig til alle tilberedningsmetoder. Lakse-gruppen, der bl.a. tæller regnbueørred, lakseørred og laks, har alle rosa kød. De sælges ferske, gravede, saltede og røgede. Helt-arterne, som ikke er almindelige her, har velsmagende, hvidt kød. De er bedst fra marts til september.

 

Fisk

 

Sildefisk

Den sølvskinnende sild får ofte sit navn efter pladsen, hvor den bliver fanget, f.eks. islandske sild. Strømning er det svenske navn for en lille sild, der fanges i den nordlige Østersø.

Begge er gode til kogning, stegning, røgning og til at lægge i eddikemarinader. Brislingen bruges f.eks. til ansjoser og sardiner.

 

Fisk

 

Torskefisk

Torskefiskene kan kendes på de tre rygfinner. De har et hvidt, fast og magert kød. Nogle af de mest almindelige er torsk, kuller, hvilling, kulmule, gråsej, kvabbe, lange og klipfisk. Torskens rogn kan købes fersk, røget eller på dåse. Torskefisk er velegnede til både kogning, stegning og gratinering.

 

Fisk

 

Øvrige saltvandsfisk

Hornfisken er en dejlig fisk, mager og med grønne ben. Er bedst i maj-juni, Makrellen er en fed fisk, der ofte sælges røget, men som også er god til stegning og til at grave. Havkat og havtaske er meget fine fisk, men da de ikke er kønne, sælges de flåede og uden hoved som koteletfisk. Kødet er trådet, og minder lidt om hummer.

 

Fisk

 

Aborre er en mager fisk, der egner sig bedst til at grille eller stege. Gedden er også en mager fisk, der er lige god at koge eller at stege. Både aborre og gedde har mange små ben. Ål er en fed fisk, der lever i både salt- og ferskvand. Den kan serveres både kogt, stegt og røget. Ålen er bedst sommer og efterår.

 

Fisk

 

Næringsværdi

Fisken er et af vores mest næringsrige levnedsmidler. Den er først og fremmest rig på protein samt A- og D-vitaminer. Desuden er fiskens fedt flerumættet, sundt fedt.

 

Indkøb af fisk

Når man køber fersk fisk, skal man kontrollere at fisken har

• frisk lugt

• klare øjne

• fast kød

• røde gæller

• evt slim skal være klart

 

De fleste fisk, undtagen laksen, er bedst, når de er middelstore.

Alt for store eksemplarer kan have trådet og groft kød. frossen fisk kan få grårøde gæller og matte øjne, men det påvirker ikke kvaliteten.

Saltet fisk skal være lys og have en frisk lugt, mens røget fisk skal være fed og blank.

 

Portionsberegningen af fisk afhænger af, om du bruger hel, renset eller fileteret fisk.

Følende portionsmængder er vejledende:

• Hel, urenset fisk, 200-300 g

• Hel, renset fisk, 150-200 g

• Fisk i skiver, 125- 175 g

• Fileteret fisk, 125-175 g

• Røget fisk, 100-150 g

 

Opbevaring

Fersk fisk bør opbevares koldt og tilberedes på købsdagen. Undtaget er større fladfisk, f.eks.

helleflynder, som godt kan ligge en dag eller to. Urenset fisk bør renses så hurtigt som muligt, mens fiskefileter har en længere holdbarhed.

 

Fisk kan fryses rå eller tilberedt. Fed fisk, f.eks. laks, har en holdbarhed på ca 3 mdr, mens øvrige kan fryses i 6-8 mdr.

 

Tilberedning

Almindeligvis gælder, at små fisk er bedst til stegning, og store fisk - hvis de ska tilberedes hele - til kogning. Vær omhyggelig med tilberedningstiden. Fisk som tilberedes for længe, bliver smagløse og går i stykker. Ved kogningen skal vandet kun lige dække fisken. Prøv også at koge fisk i ovnen, hele, pakket i staniol og fyldt med citron, krydderurter og fedtstof.

Ved stegning plejer man at panere fisk, der stadig har skindet på, en enkelt gang, mens fiskefileter og fisk i skiver bliver bedst med dobbeltpanering.

 

Grillet fisk er meget lækkert, f.eks. laks i skiver. Pensl fisken med olie, og krydr med salt og peber.

 


  

Ingen smileys endnu

Opdateret: 15/09/2026

An unhandled error has occurred. Reload 🗙