Tid: 30 min. I alt: 1½ time. 6-8 portioner
# Ingredienser:
2 små torsk
2 små rødspætter
1 hvilling, makrel eller forel
500 g nordsørejer med skal
1 løg med 2 nelliker stukket i
suppevisk: tilsat stilke af andet grønt såsom
fennikel, estragon, løvstikke, merian
3 l vand
2 finhakkede løg
2 porrer uden top skåret i skiver
2 gulerødder skåret i terninger
4 stilke bladselleri, snittet fint
2 spsk olie
1 tsk karry
1 tsk paprika
4 spsk mel
3-4 dl tør hvidvin
1 ds flåede tomater
salt, peber, citronsaft efter smag
½ dl hakket kryddergrønt som ved visk
1-2 kg friskdampede muslinger eller 1 stor dåse
TILBEHØR:
tynde skiver ristet formbrød
rouille, en slags hvidløgsmayonnaise.
* Tilberedning:
Bed fiskehandleren flå og filetere fisken, og få skind, ben
og hoveder med hjem.
Pil rejerne. Kog fiskeaffald og rejeskaller i vand med løg,
nelliker og suppevisk i ½ time.
Si suppen helt klar. Snit alle grønsagerne fint. Svits dem i
olie, til løgene er klare.
Tilsæt karry og lad det svitse med. Tilsæt paprika og melet,
og rør til det er opsuget.
Spæd op med fiskesuppen lidt efter lidt under konstant
omrøring med et piskeris.
Hak tomaterne i dåsen og tilsæt dem med væde samt hvidvin.
Kog suppen 10 min. Skær fiskefileterne i strimler og kog dem
på suppen 2-3 min.
Smag suppen til med salt, peber og citronsaft.
Tilsæt hakket kryddergrønt, rejer og muslinger. Derefter må
suppen ikke koge.
TIPS
Rengøring af muslinger: Skyl først muslingerne i flere hold
koldt vand.
Skrub hver musling med en stiv børste under rindende vand.
Åbne muslinger, der ikke lukker sig ved et slag mod
bordkanten, skal kasseres.
Ligeledes særligt »tunge muslinger«. De kan være fyldt med
mudder.
Muslinger, der ikke åbner sig under kogningen, skal også
straks kasseres.
SERVERING:
Anret suppen i en stor terrin/skål. Byd tynde skiver ristet
formbrød og rouille til.
Rouille
# Ingredienser:
4 fed hvidløg
et nip salt
2 æggeblommer
3 dl olivenolie
1 knsp safran
(el. lidt finhakkede kronblade fra morgenfruer - de giver
farven)
1 knsp cayennepeber
citronsaft efter smag.
* Tilberedning:
Knus hvidløgsfeddene i hvidløgspresseren og rør dem op med
æggeblommer og salt.
Tilsæt et par dråber citronsaft.
Tilsæt olien som til mayonnaise, først dråbevis, så en teske
ad gangen og
til sidst i en tynd stråle.
Pisk hele tiden kraftigt med elhåndpisker eller hjulpisker.
Smag til med safran og en anelse cayenne, citronsaft og
salt.
Dyp brødet i rouille eller kom af og til en lille klat på et
stykke fisk.
Men pas på - det er stærke sager.
VARIATION
Nem fiskesuppe
4-6 pers.
# Ingredienser:
1½ l fiskebouillon
smørbolle af 3 spsk blødt smør, 3 spsk mel
1 ds flåede tomater, ½ kg
2-4 dl tør hvidvin
1 hakket løg
2 porrer med mest muligt top, skåret i tynde skiver
4-5 stilke bladselleri
150 g fiskefars
3 spsk hakket spinat
1 spsk hakket kørvel
lidt æggehvide
1-2 spsk fløde
4 rødspættefileter
100 g rejer.
* Tilberedning:
Fiskebouillon koges op. Smørbollen røres sammen og piskes i
suppen.
Hakkede flåede tomater med væde, hvidvin samt finsnittede
grønsager tilsættes.
Koges 10 min.
Fiskefarsen røres op med finhakket kryddergrønt, æggehvide
og fløde.
Tilsættes suppen som små boller.
Dyp teskeen i deri varme suppe mellem hver bolle, så slipper
farsen nemmere skeen.
Koges 5 min.
Fiskefileterne skæres i 2 cm brede strimler og koges på
suppen 2-3 min.
Læg rejerne i suppeskålen og hæld den kogende suppe over.
Drys evt. med fintklippet dild eller fennikeltop. Serveres
med flute.
Spinat og kørvel kan udskiftes med dild og persille.
Opdateret: 03/11/2025