Krebsetimbaler er en elegant for- eller frokostret med en mild og fin smag. Det milde krebsekød blandes med fløde og serveres på en bund af dampet icebergsalat. Delikat og luksuøst. Tilberedning: 1½ time, heraf 20 min i ovnen
# Ingredienser
Til 4 portioner:
• 12 kogte krebs
• smør eller margarine til formene
• 400 g geddefilet
• 1 æggehvide
• ½ tsk salt
• hvid peber
• 3 dl piskefløde
• ½ icebergsalathoved
Dildsmør:
• 50 g smør
• 2 tsk citronsaft
• fintklippet dild
• 1 tsk worchestershire sauce
Serveres med lunt hvidt brød til.

* Tilberedning
1 Rens krebsene og skrab krebsesmørret ud. Gem 4 fine hovedskjold med lange følehorn til garnering. Smør 4 timbaleforme og læg en krebsehale i hver.
Hak resten af krebsekødet groft.
2 Fjern alle benene i geddefileten, du kan bedst mærke dem med fingerspidserne.
Skær fileten i stykker og kør kødet i en blender til det er findelt.
Tilsæt æggehvide og kør det til en jævn masse.
3 Tilsæt salt og kværn hvid peber i massen.
Hæld fløden i lidt ad gangen under omrøring.
Rør til sidst krebsekød og krebsesmør i. Fordel massen i formene.
4 Stil timbalerne i vandbad i en bradepande, dæk med folie og
bag dem ved 200°C i ca 20 min.
Lad formene stå nogle min og varm imens tallerkenerne.
5 Smelt smør, citronsaft, dild og worchestershire sauce i en kasserolle.
Skær salaten i strimler og damp den.
Fordel den på tallerkenerne og vend timbalerne ud på den.
Hæld lidt dildsmør over. Pynt med krebseskjoldene.
TIPS
Prøv om fiskefarsen er gennembagt ved at stikke en kniv ned i midten af formen.
Farsen skal være fast og skal løsne sig fra kniven.
Opdateret: 16/09/2026