Enkle og velsmagende råvarer er det provencalske køkkens varemærke, hvilket virkeligt fremgår af denne luksuøse fars ret. På en sprød kartoffelbund tilbereder du herlige hvidløgsduftende kødskiver.
Tilberedningstid: ca 1 time, heraf ½ time i ovnen
# Ingredienser
4 portioner:
600-700 g groft hakket oksekød
3 spsk smør eller margarine
1-2 tsk salt
½ tsk nykværnet hvid peber
Kartofler:
12-14 middelstore kartofler
2 tsk salt
3 spsk smør eller margarine
Aromasmør:
100 g smør
2-3 fed hvidløg
3 spsk fint hakket persille
Serveringsforslag:
Friske salatblade og ovnstegte tomater.

* Tilberedning
Rør ingredienserne til aromasmørret sammen i forvejen og stil det koldt nogle timer.
Skræl kartoflerne og skær dem i tynde skiver.
Skyl dem i koldt vand og tør dem godt.
Fordel dem i et smurt ovnfast fad og salt mellem lagene.
Læg alufolie over og steg dem ved 200°C ca 15 min.
Fjern alufolie, dryp lidt smeltet fedtstof over og steg uden folie i 5-10 min til kartoflerne har fået fin farve.
Form imens kødet til en jævn rulle, 7-8 cm i diameter.
Steg den hele vejen rundt i brunet fedtstof i en pande, 12-15 min, afhængig af hvor gennemstegt du vil have den.
Drys med salt og peber og lad den hvile 5 min.
Skær rullen i ret tykke skiver og læg dem på kartoflerne.
Drys let med salt og peber, kom rigeligt med aromasmør på og steg ved 250°C til smørret er smeltet. Server straks.
TIPS
Til denne ret er det virkelig værd at bruge fint, nyhakket kød af fx inder- eller yderlår.
Opdateret: 13/09/2026