Røget lammekølle

Røget lammekølle 

 
Hel, røget lammekølle kan købes med eller uden ben ved.
Sidstnævnte er nemmest at skære, førstnævnte har lidt kraftigere smag.
Røget lammekølle kan også købes afskåret hos velassorterede slagtere.

 
Røget lammekølle er en stor delikatesse til frokost, forret og natmad. Her følger nogle serveringsforslag, som enten kan portionsanrettes eller anrettes på et fad.
Der er også et par forslag til anvendelse af rester af lammekøllen.
Røget lammekølle kan også koges, eller man kan skære af den til nogle anretninger og koge resten.
Det er vigtigt, at røget lammekølle skæres papirtyndt, helst på pålægsmaskine, hvis den er uden ben. Den er nemmest at skære, hvis den er meget kold, eller hvis den har været frosset så knapt optøet. Man kan godt skære mange skiver af den knapt optøede kølle og derefter fryse den ned i passende portionspakker. Holdbarhed i dybfryser 3-4 mdr. for udskåret/hel røget lammekølle.

 
RØGET LAMMEKØLLE MED PÆRER:
Skær skrællede, saftige pærer i kvarte. Fjern kernehuset. Vend stykkerne i citronsaft.
Læg en skive røget lammekølle på hvert pærestykke. Beregn ½ pære per person.
I stedet for pærer kan bruges honningmelon. 
Læg to skiver røget lammekølle på en skrællet, udkernet melonbåd.

 
RØGET LAMMEKØLLE MED FLØDESTUVET SPINAT:
Byd flødestuvet spinat til røget lammekølle. Evt. også lidt kogte asparges.
#
1 kg skyllet spinat nippet for stilke el. 1 pakke helbladet, dybfrossen spinat
30 g smør
salt, hvid peber
evt. 1 knsp reven muskatnød
½-1 dl piskefløde.
*
Damp spinaten med det vand, der hænger ved.
Tag den op, knug den fri for vand eller optø den så meget, at vandet kan knuges af.
Hak spinaten groft med en kniv. Smelt smør i en gryde.
Tilsæt spinat, krydderier og fløde. Kog spinaten ved svag varme uden låg i 5-6 min.

 
RØGET LAMMEKØLLE MED RØRÆG:
Skiver af røget lammekølle anrettes med varmt røræg drysset med fintklippet purløg, dild el. mynte. Æggemassen kan tilsættes forskellige hakkede krydderurter, små terninger af peberfrugt el. reven ost, inden den tilberedes.

 
SALAT MED RØGET LAMMEKØLLE:
En rest røget lammekølle skæres i strimler og blandes med fintsnittet icebergsalat, evt. lidt snittet fennikel el. bladselleri samt terninger af appelsin.
Blandes med olie/ citronmarinade og kan evt. pyntes med sorte oliven. Byd lun flute til.

 
TATAR AF RØGET LAMMEKØLLE:
Hak en rest røget lammekølle gennem kødmaskinen el. hak det meget fint med en kniv.
Læg det i en krans på en skive rundt udstukket, smurt rugbrød.
Læg en rå æggeblomme i midten. Pynt med finthakket løg og karse.

 
KOGT RØGET LAMMEKØLLE:
Kog køllen i usaltet vand tilsat suppevisk og evt. urter i 30 min.
Sluk og lad kødet trække ca. 20 min, inden det skæres for.
Kan spises både varmt og koldt med årstidens grønsager el. salat, evt. kartoffelsalat.

 
RØGET LAMMEKØLLE MED AGURKESORBET:
#
2 dl vand
1 dl sukker
1 blad husblas
250 g skrællet, udkernet salatagurk
2-3 tsk tørret mynte el. 3-4 spsk friskhakket
saften af ½-1 citron.
*
Kog vand og sukker, til sukkeret er opløst og tilsæt udblødt husblas. Afkøl lagen.
Findel agurk og mynte i blender med lidt af lagen.
Tilsæt resten af lagen og smag til med citronsaft. Sæt sorbeten i fryseren.
Pisk i isen hver time under indfrysningen og
skrab den frosne is af siderne på skålen ned i massen.
Når isen er halvfrossen, tages den op og blendes igennem.
Sættes tilbage i fryseren. Samlet frysetid 4-5 timer.
Tages op lige tør den skal serveres.
Anrettes i kugler med røget lammekølle.

 


 

Opdateret: 17/10/2025

An unhandled error has occurred. Reload 🗙