Champignon

Champignon 

 

Champignon à la grecque

Flødestuvede champignon

Gratinerede champignon

Pikant champignonsauce

 

Champignon à la grecque

(billede).

#

2 gulerødder, ca. 150 g

1 stort løg

2 spsk olie

2 dl tør hvidvin

1-2 spsk citronsaft

12 hele korianderkorn eller ¼ tsk stødt (kan udelades)

salt, friskkværnet peber

1-2 fed hvidløg.

Visk af 3 stilke persille, 2 kviste timian, 2 laurbærblade

½ kg faste (ikke for små) champignon, helst de brune

200 g flåede tomater (ca. 2-4 stk)

evt. 1-2 spsk olivenolie

2 spsk hakket persille

evt. 1-2 snittede forårsløg eller kinesisk purløg.

 

*

Skær gulerødder og løg i små terninger. Damp begge dele i olie uden at brune.

Tilsæt vin, citronsaft, krydderier, hele hvidløgsfed og visk.

Kog lagen 5 min under låg.

Tilsæt hele rensede champignon, flåede, udkernede og hakkede tomater.

Kog champignon 5 min uden låg.

Tag gryden af varmen og hæld champignon op i serveringsfadet til afkøling.

Fjern hvidløg og visk. Smag lagen til med salt. Tilsæt evt. olie.

Drys hakket persille og evt. fintsnittet forårsløg/purløg over ved servering.

Serveres som forret/frokostret.

 

Andre grønsager à la grecque

Mange andre grønsager kan tilberedes a la grecque såsom fennikel, porrer,

bladselleri, perleløg, bønner, blomkålsbuketter, courgetteskiver og

strimler af peberfrugt.

Man tillaver en eller flere slags sammen, blot afpasser man kogetiden for

de forskellige grønsager og kommer dem i gryden, så de kun

koger akkurat så længe, at de stadig er lidt sprøde og har bid.

Porrer, bladselleri, fennikel, løg og bønner kan også serveres a la grecque

som tilbehør til kød og fisk.

 

Flødestuvede champignon

#

½ kg champignon

20 g smør

2 tsk Maizena

2½ dl fløde, evt. piskefløde

citronsaft efter smag

salt, peber

evt. 1 spsk sherry.

 

*

Svits de rensede skiveskårne champignon i smør i 2 min ved høj varme.

Rør Maizena ud i 1 dl fløde og tilsæt jævningen under omrøring sammen

med resten af fløden.

Kog stuvningen 4-5 min. Smag til med salt, peber, citronsaft og evt. sherry.

Er stuvningen for stiv, spædes op med lidt vand.

 

Serveres som forret på ristet brød eller som fyld i tarteletter, butterdejsskaller,

omelet eller til kød, fisk eller lever. Kan pyntes med ristet bacon og et drys paprika.

 

Gratinerede champignon

4 pers.

 

#

½ kg champignon

1 peberfrugt

1-2 spsk olie

1 spsk hakket persille

1 tsk timian

salt, peber

3-4 spsk reven parmesanost

50 g smør.

 

*

Rens champignon, men lad dem være hele.

Skær peberfrugten i små terninger. Rist begge dele i olie 2-3 min.

Tilsæt hakket kryddergrønt, salt og peber.

Hæld champignon i et oliesmurt fad.

Drys parmesanost over og dryp med smeltet smør.

Gratiner retten på øverste ribbe i ovnen ved 250°C i 5-8 min, til den er let gylden.

 

SERVERING:

Serveres som forret med flute eller som tilbehør til okse-, kalve- eller kyllingekød.

 

Pikant champignonsauce

#

25 g smør

1 finthakket løg

1 dl groftreven selleri

250 g grofthakkede champignon (helst brune champignon)

ca. ¼ tsk merian

3 flåede, grofthakkede tomater

2-3 dl bouillon og/eller rødvin

salt og peber.

 

*

Svits hakket løg og selleri i smørret, indtil løgene er klare og ganske lidt gyldne.

Tilsæt de øvrige ingredienser. Kog saucen uden låg ved svag varme i 10 min.

Server den til kød, kylling, kalkun, frikadeller og lever.

 


 

Opdateret: 12/11/2025

An unhandled error has occurred. Reload 🗙