Vandbakkelser

Vandbakkelser 

 
Tid: 15 min. I alt 45 min. Ca. 12 STK.

 
# Ingredienser
80 g smør
2 dl vand
100 g (1 dl + 4 spsk) mel
2-3 let sammenpiskede æg
FYLD: Kagecreme:
2 æg
2 spsk sukker
4 tsk Maizena
2½ dl mælk eller fløde
½ stang meget finhakket vanilje
PYNT: Glasur:
1 dl sigtet flormelis
ca. 2 tsk kogende vand

 
* Tilberedning
Tænd ovnen og indstil den på 200°C. Varm smør og vand i en tykbundet gryde.
Drys melet i gryden, i det øjeblik vandet koger, under konstant omrøring med grydeske.
Rør godt ca. ½ minut. Tag gryden af varmen og rør til dejen slipper ske og gryde.
Lad dejen afsvale lidt. Pisk æggene sammen.
Tilsæt lidt af ægget og rør det godt ind, inden næste portion tilsættes.
Det er nemmest med el-håndmixer, (dejkroge).
Dejen tilsættes så meget æg, at den stadig kan holde form, når den sættes på plade.
Med to spiseskeer sættes dejen i 12 toppe på plade beklædt med bagepapir.
Bag vandbakkelserne midt i ovnen ved 200°C i 20-30 min.
Se ikke til vandbakkelserne de første 15 min. Tag en vandbakkelse ud.
Hvis den ikke falder sammen i løbet af 10 sek., kan resten tages ud.
Afkøl vandbakkelserne på en bagerist.
Klip straks et i hul i siden af vandbakkelserne, så dampen kan slippe ud, 
derved bliver de ikke så hurtigt bløde.

 
KAGECREME
Pisk æg og sukker sammen i en tykbundet gryde.
Maizena tilsættes og derefter mælk/fløde og den meget finhakkede vanilje.
Cremen får et opkog under konstant piskning.
Hældes i en skål, drysses med sukker og afkøles.
Vandbakkelserne fyldes med creme og glaseres med hvid glasur.

 
VARIATION:

 
Vandbakkelser kan fyldes med råcreme, kagecreme tilsat forskellige smagsstoffer, flødeskum eller is. Kan glaseres med forskellig glasur.

 
TIPS:
Man kan dybfryse vandbakkelser, men de virker tørre, når de er optøede. Bedre er det at dybfryse den rå dej i en kraftig plasticpose. Når dejen er optøet klippes et hul i det ene hjørne, og dejen sprøjtes ud i toppe. Bages som beskrevet. Vaniljestang giver mere smag, hvis man hakker hele stangen (kapslen), fremfor at skrabe kornene ud. Hakkes fint med en skarp kniv.

 


 

Opdateret: 28/09/2025

An unhandled error has occurred. Reload 🗙