Fyldt melon

Fyldt melon 

 
Tid: 30-40 min. I alt: 1 time. 6 portioner

 
# Ingredienser
1 mellemstor melon, gerne honning-
eller ananasmelon
½ kg frisk frugt og/eller bær
sukker efter smag
1-2 tsk vaniljesukker
1 stort glas Cherry Heering, solbærrom eller appelsinsaft
1 klase blå og/eller grønne druer

 
* Tilberedning
Vask melonen. Skær den ud i savtakker med en lille kniv.
Sørg for at hvert snit kommer helt ind til kernerne.
Låget skal ca. være 1/3 af melonen.
Tag låget af og skrab kernerne ud af låg og bund.
Giv melonen et snit i bunden, så den kan stå.
Hul noget af melonen og låget ud med kartoffeljern eller
teske til små kugler.
Udvælg en blanding af årstidens frugter.
Snit frugten i mindre stykker.
Begynd for eksempel med appelsin.
Bland så æble/pærestykker i efterhånden.
Så bliver de ikke misfarvet.
Dryp citronsaft over frugt, der kan misfarves,
hvis der ikke skal anvendes appelsiner.
Læg frugten lagvis i melonen. Husk melonkuglerne.
Drys lidt sukker og vaniljesukker mellem lagene.
Hæld et stort glas Cherry Heering, solbærrom eller appelsinsaft over.
Læg låget på melonen. Stil den koldt indtil serveringen.

 
SERVERING:
Anret melonen på et fad. Læg vindrueklaser udenom.

 
VARIATIONER AF DESSERTEN:
1 Hakkede mandler, nødder eller chokolade smager dejligt sammen med frugten.
2 Man kan i sæsonen også pynte melonen med jordbær, kirsebær osv.
3 Fyld melonkurven med hindbær og melonkugler.
Drys evt. lidt sukker over, dog afhængigt af, hvilken sort melon du anvender.
Hæld et stort glas portvin over. Lad melonen trække 1 time.

 
TIPS:
Når der i opskriften står, at melonen skal stå koldt,
betyder det et køligt sted, men ikke i køleskabet.
For det første har melon en ret gennemtrængende duft,
som er svær at holde væk fra andre ting.
Desuden har melonen en bedre smag, hvis den ikke
serveres køleskabskold.
Desserten kan, foruden danske meloner, tilberedes
med alle de importerede sorter, der fås i handelen,
undtagen vandmelon.

 


 

Opdateret: 14/09/2025

An unhandled error has occurred. Reload 🗙