Snobrød bagt over bål

Snobrød bagt over bål 

 
# Ingredienser
50 g gær
6 dl lunken vand
2 tsk salt
ca. 1 kg mel
afbarkede kæppe til snobrød.

 
TILBEHØR: Evt. smør.

 
* Tilberedning
Udrør gæren med lunkent vand. Tilsæt salt og melet lidt efter lidt.
Ælt dejen til den er blank og smidig. Sæt dejen til hævning ¾ time.
Slå dejen ned, ælt den igennem, og del den ud i passende portioner til snobrød.
Tril hvert stykke dej til en lang, ret tynd pølse.
Sno dejen om en kæp, afbarket ca. 25-35 cm. Tryk dejen godt til kæppen.
Den skal være lige tyk overalt. Bag ikke snobrød for tæt ved bålets gløder.
Vend ofte kæppen.
Brødet er gennembagt, når det let kan tages af kæppen: ca. 25 min.

 
SERVERING:
Snobrød spises som det er eller med smør.

 
VARIATIONER:

 
BÅLSTEGT HAMBURGER
Ælt 500 g hakket oksekød med 2 dl havregryn, 1 æg, salt, peber,
1 spsk revet løg og 1 spsk barbecuekrydderi.
Form kødet til aflange, tykke pølser omkring afbarkede kæppe.
Steg hamburgerne over bålets gløder ca. 10 min. Vendes ofte.
Spises med snobrød eller boller.

 
BÅLSPID
Sæt stykker af tykke grillpølser, faste tomater og æblebåde på afbarkede kæppe.
Pensl med en blanding af 1 dl olie, lille ds koncentreret tomatpuré, salt, peber og
1 spsk barbecuekrydderi.
Steg spiddene over bålets gløder til alt er gyldent og sprødt.

 
BÅLSTEGTE PØLSER
Tykke frokostpølser pensles med olie og stikkes på afbarkede kæppe eller
lange grillspid med en to-armet gaffel i enden (fås hos isenkræmmeren).
Steges over bålets gløder, til pølserne er gyldne.
Tykke pølser kan også sættes på kæppe, og en tynd pølse snobrødsdej vikles udenom.
Pensles med olie og steges lidt længere væk fra bålets gløder end
pølser uden dej, så dejen kan nå at blive gennembagt. Kæppen vendes ofte.

 
TIPS:
Tænd aldrig bål, hvor det ikke er tilladt.
Aldrig tæt ved beboelse, skov og krat eller i meget tørt græs.
Grav nogle græstørv op, og for hullet med ildfaste sten eller
læg vådt birkebrænde langs kanten, så græsset ikke tager skade,
eller ilden »løber«. Tænd bålet i god tid. Man kan kun stege over gløder.
Tænd kun bålet med kvas eller tændvæske.
Sæt en spand med vand ved siden af bålet.
Portionen til snobrød er ret stor, da børn ofte taber deres dej i gløderne eller
forkuller deres første snobrød og må i gang med et nyt.


 

Opdateret: 08/11/2025

An unhandled error has occurred. Reload 🗙