Rødkål kogt på en anden måde

Rødkål kogt på en anden måde

 
Tid: 30 min. I alt: 2 timer. 6-8 portioner

 
# Ingredienser
1 stort rødkålshoved
6 store madæbler
4 skalotteløg
2 laurbærblade
4 hele nelliker
salt, friskkværnet peber
ca. 1 dl rødvinseddike
ca. 1 dl vand

 
* Tilberedning
Fjern evt. de yderste blade. Skær kålhovedet i kvarte, og snit kålen fint.
Giv kålen et opkog i vand, og hæld den til afdrypning i en sigte.

 
Skræl æblerne og skær dem i tynde både. Hak 3 løg fint. Stik nelliker i det fjerde løg.
Læg kålen, hakket løg og æbler lagvis i en tykbundet gryde.
Drys salt og peber mellem lagene.
Læg laurbærblade og løg med nelliker i gryden. Hæld vineddike og vand ved.
Kog kålen ved svag varme og under låg gerne op til 2-2½ time, mindst 1½ time.
Pas på kålen ikke brænder på. Lidt mere væske kan tilsættes.
Fjern laurbærblade og løg med nelliker. Smag kålen til med salt og peber.

 
SERVERING:
Anret rødkålen og server den som tilbehør til flæskesteg, and, gås, frikadeller, medister m.v.

 
VARIATIONER:
1. Den kogte rødkål garneres med æblebåde, kogt i en let sødet sukkerlage.

 
2. GAMMELDAGS RØDKÅL:
Tilsæt den finsnittede kål et par æbler skåret i små terninger, lidt saft, ¾ del ribssaft og ¼ del solbærsaft og nogle spsk eddike, gerne rødbedeeddike.
Kålen dampes mør under tætsluttende låg. Mod slutningen af kogetiden dampes kålen uden låg.
Lige før anretningen kan kålen tilsættes et par spsk fedt fra det kød, den skal serveres til (ande-, gåse- eller flæskesteg) eller en lille klat smør.
Det gør kålen blank og rund i smagen.

 
TIPS:
Rødkål kan glimrende tilberedes nogle dage før serveringen.
Den bliver bedre af at stå og trække.
Kogt, tilberedt rødkål er meget velegnet til dybfrysning. Holdbarhed 12 mdr.
Optøs direkte i gryde ved meget svag varme.

 


 

Opdateret: 14/09/2025

An unhandled error has occurred. Reload 🗙