Ål Persillade

Ål Persillade 

 
Tid: 20 min. I alt 50 min. 4 portioner

 
# Ingredienser
1-1½ kg små ål
1 dl mælk
1-1½ dl mel
salt, friskkværnet peber
¼ tsk muskat
1-1½ dl olie til stegning
2 store bdt frisk persille
6 fed hvidløg

 
TILBEHØR:
Citronbåde, flute.
 
* Tilberedning
Drys de istandgjorte ål med salt og lad dem trække 10 min.
Skyl og tør ålene meget omhyggeligt både ind- og udvendig.
Skær ålene i ca. 7 cm lange stykker.
Dyp hvert stykke i mælk og krydret mel.
Brun ålestykkerne hastigt på hver side i rigelig olie i stærk varme.
Dæmp varmen og steg ålene ca. 5-7 min. på hver side.
Steg ca. 10-12 stk ål ad gangen.
Tag dem op med hulske, ryst olien godt af og læg dem på fedtsugende papir.
Hold ålestykkerne varme, evt. i ovnen ved 100°C og ovndøren på klem,
så ålene ikke bliver bløde, mens resten steger.
Bland hakket persille og finhakket hvidløg.

 
SERVERING:
Anret ålestykkerne i en stor dynge på et varmt fad.
Drys persilleblandingen over. Server citronbåde og lun flute til.

 
VARIATIONER

 
Stegt ål:
2 ål, 250-350 g pr. stk.
salt, friskkværnet peber
grahamsmel
2-3 spsk olie
75-100 g smør.

 
Drys de istandgjorte ål med salt og lad dem trække 15-20 min, afhængigt af tykkelse.
Skyl og tør ålene godt. Skær ålene i stykker på ca. 8 cm.
Giv hvert ålestykke et lille snit på langs af rygbenet, så snor de sig ikke under stegningen.
Vend ålestykkerne i krydret grahamsmel og brun dem i varm olie tilsat 20 g smør,
på begge sider, og ved ret kraftig varme.
Dæmp varmen og steg ålene ca. 4-5 min. på hver side.
Tag dem af panden. Hæld fedtstoffet væk og tør panden med papir.
Brun resten af smørret og steg ålene 3-5 min. på hver side, afhængigt af størrelse.
Ål skal stege 15-20 min i alt.
Server ålene med stuvede kartofler drysset med masser af friskhakket persille og
dildeddike eller stuvet blomkål og citron.

 
Et andet fint tilbehør til ål og anden stegt fisk er

 
Løgkartofler med dild:
300 g løg skåret i tynde skiver
25 g smør
ca. 2 dl bouillon
¼ kg kogte, kolde pillekartofler skåret i skiver
salt, friskkværnet peber
2-4 spsk estragoneddike eller dildeddike
1 bt dild.

 
Løgene dampes klare i smør uden at brune.
Bouillon tilsættes og løgene småkoger 10 min.
Kartofler, eddike, salt og peber tilsættes, og kartoflerne varmes igennem.
Dilden hakkes og halvdelen blandes i kartoflerne.
Resten drysses over ved serveringen.
I stedet for dild kan bruges persille, citronmelisse og purløg.

 
Stegte ål i eddike:
Marinade:
2 dl eddike, evt. dild- eller kryddereddike
½ dl vand
4-6 spsk sukker
2 laurbærblade
1 kvist timian
10 let knuste allehånde
10 let knuste peberkorn
et løg skåret i skiver
evt. en stor dusk citronmelisse
4-500 g lune, stegte ål.
Pynt:
Tynde løgringe, gerne rødløg
masser af friskklippet dild.

 
Bland marinaden i en gryde og kog den ved svag varme ca. 10 min.
Lad marinaden afkøle næsten helt.
Læg de lune ål på et halvdybt fad og hæld marinaden over.
Lad ålene trække til næste dag. Pynt med løgringe og klippet dild.
Server ålene med groft rugbrød og smør.

 
TIPS:
Stegte ål i eddike kan evt. laves, hvis der bliver en rest til overs efter en middag med stegt ål.
Samme marinade kan bruges til en rest stegt hornfisk, makrel eller kongeål.
Skal du stege mange ål, kan ålestykkerne, efter at de er stegt første gang, lægges i smurt ovnfast fad eller bradepande og hældes over med brunet smør og
stege færdige i ovnen ved 160°C i ca. 10-20 min, afhængigt af tykkelsen.

 
Ål Persillade
Den europæiske ål (Anguilla anguilla), også blot kaldet ålen, tilhører gruppen af ålefisk Anguilliformes, der kendetegnes ved en slank slangelignende form og små brystfinner. Den er én blandt 18 arter i familien Anguillidae. Ålen er katadrom, det vil sige, at den udklækkes i saltvand, lever det meste af sit liv i ferskvand og vandrer tilbage til saltvand for at gyde. Normalt når voksne ål en størrelse på 60-80 centimeter, men i særlige tilfælde kan de nå op til 150 centimeter. Den findes i floder, åer, bække og søer langs Europas og Nordafrikas kyster.

 


 

Opdateret: 21/09/2025

An unhandled error has occurred. Reload 🗙