
Havesyren med sin syrlige smag bruges gerne i supper og anses for en delikatesse. Her giver den sovsen en fin, mild smag, som passer udmærket til den fine laks.
Tilberedning: 30 min, heraf ca 10 min i ovnen
# Ingredienser
til 4 portioner:
4 store skiver laks, ca ½ cm tykke, uden skind og ben, ca 600 g
½ spsk olie
1 tsk citronsaft
½ tsk salt
Havesyresovs:
1 dl vand
½ fiskebouillon-terning
1 dl piskefløde
2 tsk hvedemel
2 spsk tør vermouth
50 g havesyre
hvid peber og salt
Serveres med kartoffelsne og citron.
Se: Kartoffelsne

* Tilberedning
1 Læg lakseskiverne i et ovnfast fad.
Rør olie, citronsaft og salt sammen og pensl laksen med blandingen.
2 Kog vand, bouillonterning, fløde, hvedemel og vermouth op under omrøring
og lad sovsen simre et par min uden låg.
3 Stil fadet med laksen i ovnen ved 150°C, til fisken er præcis færdig, 8-10 min.
4 Skyl imens havesyren, hak den fint og kom den i sovsen.
Krydr med peber og smag til med salt.
Tag fadet med laksen ud, hæld sovsen rundt om og server med det samme.
TIPS
Havesyren kan fryses til brug om vinteren. Skyl bladene, nip evt de grove midterribber af og hak bladene groft. Svits dem i fedtstof over svag varme til de ændrer farve.
Pak dem ned og frys dem.
Opdateret: 16/09/2026