Pizza quattro stagioni

Pizza quattro stagioni

 
Pizza er en sydlandsk specialitet, der efterhånden er blevet til dansk hverdagsmad. Lav en pizza quattro stagioni - de fire årstider - med smag af årstiderne forår, sommer, efterår og vinter.
Tilberedningstid: 2 timer, heraf 1 time til hævning samt 10 min i ovnen

 
# Ingredienser
til 4 portioner:
Pizzadej:
1 pk gær, 50 g
2½ dl lunkent vand
1 tsk salt
3 spsk olivenolie
7-8 dl hvedemel

 
Fyld:
1 dl tomatsovs eller 5-6 tomater i skiver
200-250 g flødeost eller mozzarella
2 tsk oregano
4 artiskokhjerter eller -bunde
150 g rejer
1-2 dåser champignon
250 g kogt skinke i terninger
1-2 dåser muslinger i vand a 125 g
sorte eller grønne oliven til pynt

 
Serveringsforslag:
Hvidkålssalat med rød og grøn peber.

 
Pizza quattro stagioni

 
* Tilberedning
Smuldr gæren ned i en skål.
Tilsæt vand, salt, olivenolie og halvdelen af melet.
Arbejd ingredienserne sammen til en smidig dej og tilsæt resten af melet.

 
Læg dejen ud på et melet bord og ælt den godt i ca 5 min.
Lad den hæve under et klæde i ca 1 time.

 
Del dejen i fire dele og rul hver del ud til en rund kage, ca ½ cm tyk.
Den må gerne være lidt tykkere i kanten.
Læg pizzabundene på en melet plade.

 
Bred tomatsovs over og dæk med halvdelen af osten samt halvdelen af oreganoen.
Læg et artiskokhjerte i midten af hver pizza og læg rejer, afdryppede champignoner, muslinger og skinketern i grupper rundt omkring.
Krydr med oregano og dæk med resten af osten.
Bag pizzaerne ved 250°C i ca 10 min.

 
TIPS
Ønsker du en grovere pizzabund, kan du skifte 2 dl af hvedemelet ud med grahamsmel.

 


 

Ingen smileys endnu

Opdateret: 24/09/2026

An unhandled error has occurred. Reload 🗙