Om Napoleon nogensinde har smagt Napoleonskager, er der ingen, der ved. Før i tiden fik konditorkager ofte kongelige navne, da sukker var en dyr råvare og derfor mest blev brugt ved hoffet.
Tilberedning: 1 time, heraf 15 min i ovnen.
# Ingredienser
Til 10 kager:
• 3 plader frossen butterdej
• 1½ dl ikke for sød æblemos
Vaniljecreme:
• 2 blade husblas
• 3 dl kaffefløde
• 2 æggeblommer
• 1 spsk sukker
• 1 spsk kartoffelmel
• 1 dl piskefløde
• 1 tsk vaniljesukker
Glasur:
• 3 spsk hindbærsyltetøj
• 2 dl flormelis
Serveres til eftermiddagskaffen.
* Tilberedning
1 Lad dejpladerne tø i ca 15 min.
Læg husblasen i koldt vand i ca 10 min.
2 Bland kaffefløde, æggeblommer, sukker og kartoffelmel i en tykbundet kasserolle og lad blandingen simre under piskning til den bliver tyk. Cremen må ikke koge.
3 Kram vandet ud af husblasen og rør den ned i den varme vaniljecreme, så den bliver opløst.
Pisk cremen til den er afkølet.
Pisk piskefløden, tilsæt vaniljesukker og rør det i cremen.
4 Rul dejpladerne ud på langs til ca 30 cm. Læg dem på bagepapir på en bageplade.
Prik dem og bag dem i ca 15 min. La dem køle og del pladerne til i alt 6 tynde plader.
5 Bland hindbærsyltetøj og flormelis og bred det over 2 af pladerne.
Bred æblemos på yderligere 2 plader, læg 2 plader oven på og bred vaniljecreme over.
Læg til sidst pladerne med hindbærglasuren over.
Stil den koldt og skær dernæst hver længde i 5 stykker.
TIPS
Har du ikke så megen tid, kan du lave vaniljecreme af pulver og blande den med husblas og flødeskum.
Opdateret: 16/08/2026