
Der er få ting, der kan hamle op med varme, nybagte fuldkornsboller. Bag en stor portion og frys dem ned. Tag dem frem du skal bruge, lun dem og nyd duften af nybagt brød, også på en travl mandag morgen.
Tilberedning: 1½ time heraf 30 + 20 min til hævning og ca. 15 min i ovnen, desuden ca. 2 timer til opblødning af hvedekernerne. Egner sig til frysning
# Ingredienser
til 4 portioner:
1½ dl hvedekerner
vand
5 dl letmælk
50 g gær
2-3 tsk salt
1 spsk olie
200 g kvark eller yoghurt
500 g grahamsmel (8 dl)
300-350 g hvedemel (5-6 dl)
fedtstof eller bagepapir til pladerne
* Tilberedning
1 Læg hvedekernerne i blød i vandet i ca. 2 timer. Lad dem dryppe godt af.
2 Varm mælken til 37°C og opløs gæren i den.
Tilsæt salt, olie og kvark og rør godt rundt.
3 Tilsæt 1 dl af hvedekernerne, alt grahamsmelet og det meste af hvedemelet.
Gem lidt til udrulningen af dejen.
4 Ælt dejen grundigt og lad den hæve på et lunt sted i ca. 30 min. Læg et klæde over.
5 Ælt dejen igen og form den til 20 boller.
Læg dem på en plade, der er smurt eller beklædt med bagepapir og lad dem hæve yderligere 20 min.
6 Bollerne pensles med lunkent vand.
Knus nogle hvedekerner let og strø dem over bollerne.
Bages i ca. 15 min ved 225°C.
Lad bollerne afkøle på en rist med et klæde over.
Opdateret: 15/08/2026