
De halvmåneformede, små gifler kan du nemt gøre rigtigt lækre. Du fylder trekanterne med lidt appelsinmarmelade, inden du ruller dem sammen og bager dem sprøde i ovnen - flotte og dejlige.
Tilberedning: 40 min, heraf 10 min i ovnen. Giflerne er fryseegnede.
# Ingredienser
Til 16 gifler:
• 125 g smør eller margarine
• 2 dl hvedemel
• 1 spsk sukker
• 5 g gær
• ½ dl kaffefløde
• 1½ dl appelsinmarmelade
Garnering:
• 1 æg
• 2 spsk perlesukker
• 2 spsk fint hakkede mandler
Server giflerne varme med smør der får lov at smelte eller lidt ekstra appelsinmarmelade.
* Tilberedning
1 Hak det kolde fedtstof i melet og tilsæt sukker.
Rør gæren ud i lidt af fløden, hæld det i melblandingen og arbejd hurtigt dejen sammen.
2 Del dejen i 2 dele og rul hver del ud til en rund kage, ca 25 cm i diameter.
Lad ikke dejen hæve, men skær straks 8 trekanter af hver del.
3 Læg en lille klat appelsinmarmelade på hver trekant og lav gifler ved at rulle trekanterne sammen fra den brede side og mod spidsen.
4 Læg giflerne på bagepapir på en plade.
Pisk ægget og pensl giflerne, drys med perlesukker og mandler.
Bages ved 200°C i ca 10 min til de er gyldne og sprøde.
TIPS
Gifler, der har været frosset ned, bliver bedst, hvis du varmer dem hurtigt i ovnen.
Opdateret: 17/08/2026