Roquefort er en fransk skimmelost med en stærk og karakteristisk smag. Den passer fint til en lækker soufflé, sammen med et stænk af cognac.
Tilberedning: 45 min, heraf ca 30 min i ovnen. Til 4 portioner
# Ingredienser
2 spsk smør eller margarine
4 spsk hvedemel
3 dl mælk
5 æg
100 g roquefort eller Danablu
1½ spsk cognac
2 tsk kartoffelmel eller maizenamel
smør eller margarine til formen
Serveringsforslag:
Strimlet peberfrugt, agurk og blegselleri smager godt og friskt til denne soufflé.

* Tilberedning
Smelt fedtstoffet i en kasserolle.
Drys melet over og rør godt rundt.
Spæd med mælken og rør til det hele bliver til en jævn dej.
Lad dejen køle noget.
Del æggene i blommer og hvider. Gem æggehviderne i en skål for sig.
Rør æggeblommerne i dejen, en ad gangen.
Smuldr roqueforten og rør den sammen med cognac. Bland det i dejen.
Pisk æggehviderne til hårdt skum sammen med kartoffel- eller maizenamel.
Vend dem derefter i dejen.
Hæld dejen i en lav, smurt souffléform.
Bag den ved 175-200 °C i ca 30 min på midterste rille.
Ovndøren må ikke åbnes de første 20-25 min af bagetiden.
Ellers risikerer du, at den falder sammen.
Server souffléen så snart den er bagt.
TIPS
Souffléen kan forberedes frem til bagningen flere timer i forvejen, blot du opbevarer formen med dejen i køleskabet.
Stivpiskning: Æggehviderne skal være helt stive og uden spor af æggeblomme for at holde på luften.
En soufflé falder hurtigt sammen, når den kommer ud af ovnen, og den skal derfor spises med det samme.
Typer af soufflé
Salte souffléer: Bruges som forret eller hovedret. Basen laves ofte af en opbagt hvid sovs (bechamel) med fyld som ost, urter, grøntsager eller kød.
Søde souffléer: Bruges som dessert. Basen laves med en sød creme eller puré med smag af f.eks. chokolade, vanilje, bær eller frugt.
Opdateret: 24/08/2026