Til at give kød en rigtig kraftig smag, passer gammel hæderlig porter godt. Dertil nogle klassiske krydderier som enebær, timian og hvidløg, og snart står der en herlig steg med en kraftig smag på bordet.
Tilberedningstid: 2 timer, heraf 1½ time til kogning. 8-10 portioner. Retten er fryseegnet
# Ingredienser
1 flaske porter, 33 cl
1 dl soya
2 dl halvsød madeira eller portvin
1 stort løg
2 fed hvidløg
1 tsk timian
6 enebær
6 sorte peberkorn
2 bouillonterninger, okse
1¼ kg roastbeef eller inderlår
2 spsk hvedemel
2 dl piskefløde
salt og peber
Serveringsforslag:
Kartofler eller kartoffelmos, små helstegte løg og grøn salat.

* Tilberedning
Hæld porter, soya og madeira i en stor gryde.
Pil løget og skær det i både. Pil hvidløgsfeddene og hak dem fint.
Kom løg, hvidløg, krydderier og bouillonterninger i gryden og
lad det koge op.
Kom kødet i og lad det småkoge under låg i 45 min.
Vend kødet og stik et stegetermometer i, så spidsen sidder midt i kødet.
Kog i yderligere 45 min eller til termometret viser 70°C.
Tag gryden fra varmen og lad stegen hvile i suppen i ca 15 min.
Tag kødet op og si 7-8 dl af suppen over i en kasserolle.
Pisk mel og fløde sammen. Hæld det i suppen under piskning.
Lad sovsen koge i 3-5 min. Smag til med salt og peber.
Kødet skæres i tynde skiver og anrettes på et varmt fad med sovsen ved siden af.
TIPS
Når du laver mad af et helt stykke kød, skal du væge et stykke på mindst 1 kg.
Små stege krymper og bliver meget tørre.
Opdateret: 06/09/2026