Her er opskrift på en virkelig fin og dejlig gryde, kraftig og fyldig i smagen med inspiration fra det solrige Provence. Serveret med pasta bliver det en "macaronade", som man siger i Nice.
Tilberedningstid: 2½ time, heraf 2 timer i ovnen. Til 4 portioner
# Ingredienser
600 g mørt oksekød, fx. entrecôte eller inderlår i strimler
2 spsk smør eller margarine
2 gulerødder
3 stilke blegselleri
2 fed hvidløg
1 spsk vineddike
2 dl rød- eller hvidvin
1 laurbærblad
1-2 dl sorte og grønne oliven
salt
2 tomater
hakket persille
Server med pasta, fx hvid og grøn tagliatelle, og reven parmesanost.

* Tilberedning
Tag kødet ud i god tid, så det ikke er så koldt.
Varm fedtstoffet i en stegepande, læg kødet i og brun det hele vejen rundt.
Kom kødet i en gryde eller et fad, der kan sættes i ovnen.
Skræl gulerødderne, skær dem i bidder og læg dem over til kødet.
Rens selleristilkene, skær dem i skiver og læg også dem ved.
Pres hvidløget og tilsæt det sammen med vineddike, vin, laurbærblad samt oliven.
Læg låg eller alufolie over og lad kødet stege færdigt i ovnen ved 175°C i ca 2 timer.
Smag til med salt.
Hak tomaterne og drys tomater og persille over retten lige inden serveringen.
TIPS
I Provence kommer man også spækterninger i for en mere fyldig smag.
Men du bør da skumme gryden for fedt inden serveringen.
Opdateret: 08/09/2026