Den flade pighvar har et kraftigt og meget velsmagende kød, som mange anser for at være bedre end søtunge. Det bliver en udsøgt middag, når du som her blot lader fisken forsigtigt stivne og "sætte sig" i ovnen, og serverer ægte rognsmør til. Gourmetmad!
Tilberedning: 1½ time, heraf 1 time i ovnen
# Ingredienser
4 portioner:
• 1 pighvar uden hoved og indvolde, 1¼ kg
• 100 g smør
• 100 g lakse- eller stenbiderrogn
Serveres med kogte, pressede kartofler, hel spinat og citron.
Lad også en kværn med hvid peber stå fremme til dem der ønsker det.

* Tilberedning
1 Skyl fisken godt og mærk efter med fingerspidserne på bugsiden
om den brune hinde er væk.
Lad derimod evt rogn sidde.
Læg fisken i en bradepande med "piggesiden" opad.
2 Steg fisken i ovnen ved 100°C i ca 1 time.
Den skal hverken saltes eller dækkes over, da det tykke skind beskytter mod udtørring.
Kontroller om fisken er færdig ved at skære et snit der, hvor kødet er tykkest.
Kødet skal være hvidt, fast og ugennemsigtigt.
3 Smelt smørret, men lad det ikke blive varmt.
Kom rognen i og hæld sovsen op i en skål.
Træk skindet af fisken ved bordet og læg fiskekødet direkte på tallerkenerne.
Serveres med rognsmørret.
TIPS
Det er vigtigt, at smørret ikke bliver for varmt.
Er det for varmt, ødelægges rognen.
Til denne ret er det værd at ofre rigtigt smør,
selv om du til nød godt kan anvende margarine.
Opdateret: 16/09/2026