
Dette er en rigtig blød og lækker is, hvor der ikke er sparet på de gode ingredienser. Reven nougat giver sammen med cognac en herlig farve og smag.
Tilberedning: 45 min + mindst 1 time i fryser
# Ingredienser
til 8-10 portioner:
• 100-150 g blød nougat
• 3 æggeblommer
• 1½ dl sukker
• 4 dl piskefløde
• ½ dl cognac
Serveres med kiwi i skiver. Pynt med citronmelisse og røde bær.

* Tilberedning
1 Riv nougaten groft. Det er lettest, hvis den er kold.
Stil den i køleskab bagefter.
2 Pisk æg og sukker hvidt og luftigt. Pisk fløden.
Bland først cognac og derefter flødeskum i æggeblandingen.
3 Sæt ismaskinen i gang og hæld ismassen i.
Lad maskinen køre i ca 30 min.
Har du ingen ismaskine, kan du komme massen i en form og stille den i fryseren.
4 Når isen er klar i ismaskinen eller har stået en tid i fryseren, den skal stadig være blød, røres nougaten i.
5 Hæld ismassen op i en aflang form beklædt med plastfolie.
Stød formen et par gange mod bordet så massen bliver jævn.
Dæk formen med folie og sæt den i fryseren i mindst 1 time.
6 Tag isen ud og løft den op af formen ved hjælp af folien.
Fjern folien og skær isen i skiver. Anret den på asietter og server.
TIPS
Denne is er lidt løs i konsistensen. Den bør derfor fryses efter tilberedningen og ikke serveres direkte fra ismaskinen.
Opdateret: 20/08/2026