
Denne budding med mandler, rosiner og muskat serveres med en cremet punchsovs til. Det er en gammeldags dessert, som vore oldemødre gerne serverede efter søndagsmiddagen. Tilberedning: 2 timer, heraf 40 min i ovnen
# Ingredienser
8 portioner:
100 g oksemarv
1 dl rasp
½ dl mælk
50 g mandler
¾ dl sukker
3 spsk smeltet smør eller margarine
1 tsk fint stødt muskatnød
½ tsk salt
100 g rosiner
3 æg
Punchsovs:
2 æg
4 æggeblommer
2 dl punch
1 dl vand
2 tsk citronsaft
2 tsk kartoffelmel
Server marvbuddingen lun, ikke varm.

* Tilberedning
1 Rens marven for bensplinter, skyl den i koldt vand og lad den ligge i koldt vand i 30 min.
Lad marven dryppe godt af. Smelt den i vandbad, si den og lad den køle.
2 Læg raspen i en skål, tilsæt mælken og rør rundt.
Mal mandlerne eller hak dem meget fint i en køkkenmaskine.
Kom mandlerne i skålen.
3 Tilsæt marv, sukker, smeltet fedtstof, muskatnød og salt.
Skyl rosinerne og tør dem.
Pisk æggene sammen og bland æg og rosiner i skålen. Rør godt rundt.
4 Hæld dejen i en smurt, ovnfast form.
Bages ved 250°C i ca 40 min, eller til dejen er fast i midten af buddingen.
5 Kom æggene i en rustfri kasserolle.
Tilsæt æggeblommer, punch, vand, citronsaft samt kartoffelmel.
Lad sovsen koge op under stadig omrøring, men kun lige til den bobler, ellers skiller den. Hæld den op i en skål og server den til buddingen.
TIPS
Marvbuddingen kan garneres med rosiner, der har trukket i lidt punch og vand, samt med ristede mandelflager.
Opdateret: 19/08/2026