Laksens fine smag kommer rigtig frem, når laksen grilles. Med duften af glødende trækul, koriander og rosepeber og serveret med sprøde grønsager, bliver det et herligt sommermåltid.
Tilberedning: 45 min.
# Ingredienser
til 4 portioner:
4 store skiver laks med skind og ben, ca 800 g
1 spsk olivenolie
1 tsk salt
1 tsk rosépeber
1 tsk koriander
300 g blomkål
300 g zucchini
1 bundt radiser
1 spsk smør eller margarine
½ dl vand
1 tsk bouillonekstrakt
brøndkarse eller dildkviste
citronbåde
Serveres med pillekartofler og hollandaisesovs.

* Tilberedning
Læg lakseskiverne på et fad.
Bland olivenolie og salt i en skål.
Knus rosépeber og koriander i en morter og bland olien i.
Pensl lakseskiverne på begge sider med olien.
Rens grønsagerne.
Del blomkålen i små buketter og skær først zucchinien i skiver dernæst i kvarte.
Skær radiserne i tykke skiver eller kvarte.
Kog fedtstof, vand og bouillonekstrakt sammen og hold det varmt.
Grill lakseskiverne over varme gløder til de har fået farve på begge sider, ca 10 min.
Læg grønsagerne i den kogende væde og lad dem simre 1-2 min under låg.
De skal stadig være sprøde.
Hæld væden fra grønsagerne og fordel dem på tallerkner.
Læg lakseskiverne på og pynt med brøndkarse eller dild samt citronbåde.
TIPS
I stedet for hollandaisesovs kan du lave en sovs af smeltet smør tilsat hakket dild og mosede ansjoser fra dåse.
Opdateret: 22/05/2026