
Mange smager deres sovse til med muskatblomme, og her giver den en fin brydning til såvel kylling som krebs. Du serverer denne luksusret med smørvendt frisk oregano - nyt, friskt og meget dejligt.
Tilberedningstid: 2 timer, heraf 30 min til kogning. 4 portioner
# Ingredienser
1 stor kylling, ca 1¼ kg
salt
2-3 laurbærblade
3 skiver frisk ingefær
1 kg dildkogte, optøede krebs
1 dåse morkler i vand
3 spsk smør eller margarine
2 spsk hvedemel
5 dl hønsebouillon
½ bouillonterning med hønsesmag
½ tsk reven muskatblomme
2 æggeblommer
friske oreganoblade
Serveringsforslag:
Kartofler samt dampet hel spinat eller porrer.

* Tilberedning
Skyl kyllingen og del den i 2 eller 4 dele.
Kom dem i en gryde, tilsæt vand så det dækker samt 1 tsk salt per liter vand.
Lad det koge op på middelvarme og skum det godt.
Tilsæt laurbærblad og ingefær og lad det simre under låg i 30 min eller til lårkødet er 73°C midt i.
Lad krebsene dryppe af og rens dem, men gem nogle klør.
Hæld væden fra morklerne og hak dem meget fint.
Tag kyllingen op og lad den dryppe godt af.
Kog bouillonen uden låg i 10-15 min, så den koger ind.
Fjern benene fra kyllingen og evt skindet. Skær kødet i store stykker.
Smelt 2 spsk af fedtstoffet i en kasserolle og svits morklerne 4-5 min.
Drys med mel, rør rundt og tilsæt bouillon, halvdelen ad gangen.
Lad det koge op under omrøring, kom bouillonterningen i og lad det simre under låg mindst 3 min.
Krydr med muskatblomme og smag sovsen godt til.
Pisk æggeblommerne, rør dem i sovsen og tilsæt kyllingekød og krebsehaler og evt rogn.
Varm det godt men lad det ikke koge.
Smelt 1 spsk fedtstof i en kasserolle og svits hurtigt oreganobladene.
Pynt med oregano og krebseklør.
TIPS
I stedet for oregano kan du smage sovsen til med frisk klippet dild og et par dråber citronsaft.
Opdateret: 30/08/2026