
Barndommens elskede, hjemmelavede kartoffelmos vokser vi nok aldrig fra. Her byder du dog på mosen i en mere voksen udgave under et sprødt og dejligt ostedække. Perfekt til kød eller til en grønsagsret.
Tilberedning: 1 time, heraf 15 min i ovnen. Til 4 portioner
# Ingredienser
10 kartofler, 700 g
salt
2 spsk smør eller margarine
1½ dl mælk
2 fed hvidløg
smør eller margarine til formen
1½-2 dl piskefløde
2 dl reven ost, fx gruyére
2 spsk reven parmesanost
2 tsk rasp
Server gratinen til kogt fennikel og ærter til en vegetarisk middag, eller
til roastbeef, stegte bøffer eller svinekam.

* Tilberedning
Skræl kartoflerne og kog dem i usaltet vand i ca 20 min eller til de er møre.
Hæld vandet af og stil gryden på pladen, så alt vandet damper væk, og kartoflerne bliver tørre.
Mos kartoflerne med evt en elpisker, kom fedtstof i og rør det til en jævn masse.
Varm mælken og pres hvidløgsfeddene i.
Hæld lidt mælk ad gangen i kartoffelmosen og rør kraftigt så det bliver en jævn og fin mos.
Smag til med salt.
Smør en gratinform med fedtstof og fordel mosen i.
Pisk fløden stiv, rør osten i og bred blandingen over mosen.
Drys med rasp og gratinér på nederste rille ved 250 °C i 15 min,
eller til gratinen er gylden og meget varm.
TIPS
Kartoffelmosen kan eventuelt smages til med reven muskatnød og pyntes med æblebåde.
Opdateret: 22/08/2026