Efterårets dejlige æbler kan forvandles til nogle skønne lækkerbiskner. Fyld æblerne med lækkerier, pak dem ind i dej, bag dem og server dem til kaffen eller til dessert.
Tilberedning: 45 min, heraf 20 min i ovnen + 1 times koldt hvil til dejen
# Ingredienser
til 4 portioner:
3 dl hvedemel
125 g smør eller margarine
3 spsk vand
4 madæbler, ikke for hårde
smør eller margarine til pladen
Fyld:
2 spsk smør eller margarine
2 spsk sukker
½-1 tsk kanel
Pynt:
½ sammenpisket æg
mandelflager
Serveringsforslag:
Vaniljesovs, flødeskum eller is.

* Tilberedning
1 Kom melet i en skål. Findel fedtstoffet i melet med fingrene.
Det skal blive til en grynet masse.
2 Tilsæt vand og arbejd dejen sammen.
Lad den hvile et koldt sted i mindst 1 time.
3 Vask æblerne og stik kernehuset ud.
Rør alle ingredienserne til fyldet sammen og fordel det i æblerne.
4 Rul dejen ud og skær den i fire lige store dele.
Læg et æble på hver del
5 Fold hjørnerne op omkring æblerne og klem dejen godt til i sammenføjningerne.
6 Læg æblerne på en smurt plade eller i et smurt ovnfast fad.
Pensl med æg og drys med mandelflager.
Bages ved 200°C til æblerne er møre, og dejen er blevet gylden, ca 20 min.
TIPS
Æblerne kan også fyldes med reven marcipan evt. blandet med lidt smør.
Opdateret: 19/08/2026