Harefilet med østershatte

 

Harefilet med østershatte

 

Harefilet er rigtig eksklusiv og delikat gæstemad. Denne ret kræver en del af såvel tegnebogen som kokken, men til gengæld smager det møre harekød fantastisk godt.

Tilberedningstid: 1¼ time, heraf mindst 30 min til marinering. Til 4 portioner

 

# Ingredienser

500 g harekød fra ryggen, uden ben

2 spsk olivenolie

4 spsk Bordeaux rødvin

1 pose optøede små løg

smør eller margarine

8-10 østershatte

½ tsk salt

1 spsk smør eller margarine

6-8 kartofler

1 gulerod

1-2 zucchini (squash)

¾ tsk salt

 

Serveres blot med salt og peber fra kværn.

 

Harefilet med østershatte

 

* Tilberedning

Skær evt sener af kødet med en skarp kniv.

Skær kødet i lillefingertykke strimler og læg dem i en skål.

Hæld olivenolie og rødvin over og lad kødet marinere i mindst 30 min, gerne i 1-2 timer.

 

Steg løgene i lidt brunet fedtstof, så de får farve og bliver bløde.

Rens østershattene og skær dem i tykke skiver.

Steg dem let i fedtstof i nogle min og salt med let hånd.

Skræl kartofler og gulerod.

Riv kartoflerne groft og skær gulerod og zucchinier i fine strimler.

Brun fedtstof i en stor stegepande, kom grønsagerne i og tryk det ud til en jævn kage.

Salt det let.

 

Steg grønsagerne til de har fået farve på undersiden.

Læg låg på, vend panden og lad det hele glide ned i panden igen.

Steg den på den anden side.

 

Tag harekødet op af marinaden og steg det i lidt fedtstof i ca 5 min.

Det behøver ikke være gennemstegt.

Tilsæt løgene og lidt af marinaden.

Skær et snit i kødet og se om det er tilpas. Smag til.

Varm det hele og servér på varme tallerkener.

 

TIPS

Grønsagerne kan også svitses på panden under omrøring over stærk varme.

 


  

Ingen smileys endnu

Opdateret: 28/08/2026

An unhandled error has occurred. Reload 🗙