Før i tiden brugte man gerne øl i madlavningen, og det kan man også godt gøre i dag. Øllet giver en dejlig smag og passer især godt til kraftig mad som for eksempel flæsk og løg.
Tilberedningstid: 30 min til 4 portioner.
# Ingredienser
4-8 skiver kogeflæsk uden svær, ca 500 g
8 løg ca 600 g
1-2 spsk smør eller margarine
3 dl lys øl
1½ tsk salt
½ tsk sukker
1 tsk timian
2-3 tsk soya
sort peber
1 dl groft hakket persille
Serveres med kartofler eller kartoffelmos, ærter og sennep, gerne flere forskellige slags.

* Tilberedning
Tag kødet frem i god tid så det ikke er så koldt.
Pil løgene, del dem midt over og skær dem i skiver.
Brun fedtstoffet i en stor stegepande kom kødet i og brun det på begge sider.
Tilsæt løgene og svits det hele nogle min uden at løgene tager farve.
Hæld øl på og krydr med salt, sukker, timian, soya og rigeligt med nykværnet sort peber.
Kog kød og løg uden låg i cirka 5 min så det meste at øllet koger ind.
Drys persille over og server.
TIPS
Kogeflæsket kan byttes ud med koteletter eller skinkeschnitzler.
I stedet for timian kan du bruge kommen og merian til at krydre med.
Opdateret: 04/09/2026