Vildtkød bliver ofte gemt i gryder, men her får kødets specielle smag virkelig en chance for at komme til sin ret - herlige magre koteletter med en sovs smagt til med cognac og grønne peberkorn.
Som vildtkød kan også bruges fx hare, elg, rensdyr, hjort, rådyr, vildsvin eller mager okse.
Tilberedningstid: 30 min. 4 portioner
# Ingredienser
4-8 vildtkoteletter, ca 750 g fx rensdyrkalve
1 løg
2 spsk smør eller margarine
1-1½ spsk grønne peberkorn
3 spsk cognac
1½ dl piskefløde
½ dl creme fraiche
¾ tsk salt
Serveres med skivede råstegte kartofler, gelé og syltede agurker.

* Tilberedning
Tag koteletterne frem i god tid, så de ikke er så kolde.
Skrab dem evt. med en bordkniv. Pil løget og hak det fint.
Brun fedtstoffet svagt gyldent i en stegepande, læg koteletterne i og
steg dem brune på begge sider, ca 5 min.
Læg derefter løgene ved siden af kødet og lad dem blive bløde og skinnende, ca 3 min.
Kom de grønne peberkorn ved og hæld derefter cognac'en over.
Lad det hele blive varmt og sæt en brændende tændstik til ved siden af panden, så cognac'en brænder.
Hav altid et låg parat, til at lægge over, hvis flammerne bliver for høje.
Hæld fløde og creme fraiche i når ilden er slukket.
Lad det simre et par min over svag varme og drys med salt.
Smag til og krydr evt med mere grøn peber og salt.
TIPS
Hele, stegte svampe smager godt til. Prøv f.eks. østershatte.
Opdateret: 29/08/2026