
Efter en kraftig middag smager det dejligt med en frisk dessert. Har du brugt citron til middagen, passer det ekstra godt at følge smagen op med en let syrlig citronbudding.
Tilberedning: 1 time, heraf 40 min i ovnen.
# Ingredienser
8 portioner:
2 store citroner
125 g blødt smør eller margarine
2 dl sukker
4 æg
4 spsk hvedemel
1 tsk bagepulver
3 dl mælk
smør eller margarine til formen
Serveres med 3 dl flødeskum samt 1½-2 l friske hindbær eller jordbær.
Et andet alternativ er at lave en sovs af 2 pakker frosne bær, kørt til puré i en mixer.

* Tilberedning
1 Skyl citronerne, riv skallen fint og rør den sammen med fedtstof og sukker til en luftig masse.
Pres citronerne og tilsæt saften og æggeblommerne til smørblandingen.
2 Bland hvedemel med bagepulver og rør det i smørblandingen.
Varm mælken en anelse og rør den i blandingen.
3 Pisk æggehviderne til hårdt skum og vend dem forsigtigt i dejen.
Smør en pieform og hæld citrondejen i.
Stil formen i en bradepande, sæt den i ovnen og hæld varmt vand i bradepanden,
så det står halvt op ad pieformens kanter.
4 Bag citronbuddingen ved 175°C i ca 40 min, til den er gylden og er stivnet i midten.
Serveres med det samme.
TIPS
I stedet for bær kan du pynte buddingen med kandiserede citron- og appelsinskaller.
Opdateret: 20/08/2026