I gamle dage blev denne ret ofte serveret om søndagen, når man kom hjem fra kirken. En festret med kød i en god grønsagsbouillon. Den er dog blevet moderne igen i vores »smalle« tider.
Tilberedningstid: 1½ time. til 4 portioner
# Ingredienser
500 g saltet oksekød uden ben
200 g saltet koge- eller stegeflæsk
6-8 hvide peberkorn
2 laurbærblade
300 g kålrabi
300 g gulerødder
8 kartofler
1 bundt persille
Serveringsforslag:
Stil flere slags sennep samt groft brød frem.

* Tilberedning
Skær kødet i terninger eller i lillefingertykke strimler.
Læg kødet i en stor gryde og hæld så meget vand på, at det dækker kødet.
Kom peberkorn og laurbærblade i.
Lad kødet koge under låg i 1 time.
Skræl rodfrugterne. Skær kålrabien i smalle både og gulerødderne i skiver.
Kartoflerne kan være hele eller deles i kvarte.
Kom det hele i gryden og kog det i 20 min.
Kartoffelbåde skal blot koge 8-10 min.
Skyl persillen og ryst den tør. Hak den groft.
Smag bouillonen til og kom evt mere salt i, hvis det behøves.
Kontroller om kødet er mørt.
Drys persille over og stil gryden på bordet.
TIPS
Køb gerne nogle kraftben og lad dem koge med,
det giver betydeligt mere smag og kraft til bouillonen.
Fjern dem før serveringen.
Kødet kan koges i god tid og blot varmes sammen med grønsagerne,
når det skal serveres.
Opdateret: 07/09/2026